Taseralik – Kulturhuset Sisimiut

  • Konferenceklassifikation

Taseralik – Kulturhuset Sisimiut, er en arkitekttegnet bygning på godt og vel 1400 kvadratmeter. I selve bygningen er der foyer og reception, cafe og langs koncertsalens udvendige væg op ad 1.sals niveau, er der en karnap. Vægge på den udvendige del af koncertsalen og foyer bruges desuden til udstillinger.

Koncertsalen
Koncertsalen er kulturhusets store sal, der er bygget op som en slags amfiteater, dvs. man sidder på stole og kikker ned på scenen, der er på gulv niveau. Fordelen er, at scenen kan udvides eller reduceres efter behov. Ulempen kan være, at der ikke er dybde og bagscene. Men dette kan opvejes af scenografi og bagtæppe.
Ved siden af scenen er der kunstnergarderobe, hvor optrædende kan skifte tøj, sminke sig eller hvad det nu er, de skal lave før de skal på scenen.

Salen har ca. 258 sæder, og koncertsalen kan rumme både levende musik i form af koncerter i mange forskellige genrer, samt teaterforestillinger, foredrag, offentlige møder, konferencer og lignende. Der er selvfølgelig de nødvendige lyd- og lys anlæg til disse formål.

Koncertsalen er også kulturhusets biograf, Taseralik Bio, og har en biografmaskine, storskærm og lydanlæg til den helt store filmoplevelse.

Cafe og konference
I foyeren ligger Café Taseralik med smuk udsigt til Spejdersøen. Her kan man få sig kaffe, the, kakao, kager m.m. Med spændende frokostretter kan man nyde udsigten til naturens gang, både sommer og vinter, hvor der bl.a. vil kunne være udendørsaktiviteter foran huset.

I forlængelse af foyeren er der et stort konferencerum med plads til 100 siddende gæster. Salen kan igen deles op i to mindre lokaler, således at to forskellige møder eller kurser kan foregå.

Café Taseralik kan derved påtage sig opgaver som bespisning af konferencegæster, samt buffet- og middagsarrangementer. Det er således en mulighed at kombinere koncerter eller forestillinger med spændende madoplevelser.

Der er hot spot mod betaling i caféen, således at man kan komme på nettet fra egen computer eller smartphone.

Repertoire
Taseralik – Kulturhus Sisimiut, laver mange slags oplevelsestilbud til alle grupper i kommunen. Disse er musikoplevelser, teaterforestillinger, kunstudstillinger, film, foredrag, debat, og alle både med professionelle og folkelige aktører.

Det er vigtigt, at tilbuddene er tilpasset de forskellige aldersgrupper. Fra de helt små til de ældste. Der skal der være gode tilbud som hele familien kan samles om.

Disse tilbud kan selvfølgelig ikke opfyldes på kun en uge, eller på et enkelt arrangement, derfor skal man tænke på et årsprogram, inddelt i ½ års og kvartalsprogram, som igen er inddelt i ugeprogrammer.

Med andre ord skal der være plads til smalle og brede programmer, og alsidigheden skal sikres. Frem for alt skal publikum og andre kunder føle sig velkomne i kulturhuset, således at de kommer igen og igen og fylder kulturhuset med liv og glæde.

Professionelle, selvlærde og den pædagogiske linie
Det er vigtigt, at lokale aktører, skabende såvel som udøvende kunstnere, får meget synlig plads i det samlede kulturprogram. Men det er ligeså vigtigt, at der kommer aktører også fra resten af landet og andre lande, norden og arktis. Der skal være plads til både amatører og professionelle.

Det er også vigtigt, når vi henter professionelle udefra, at de udover at give spændende oplevelser også efterlader viden og kunnen om deres kunst. Derfor er det vigtigt, at kulturhuset har tæt samarbejde med musikskolen, sangkorene, musikere, skuespillere og andre, således at der kan laves workshops og lignende, og så især børn og unge kan dygtiggøre sig i udøvelsen af kunst og kultur, og ikke mindst så børnene kan opnå mere indsigt og forståelse gennem en pædagogisk vinkel.

Et multikulturelt hus
Kulturhuset er således, et meget alsidigt, multikulturelt hus med et bredt programtilbud for alle aldersgrupper. Huset er borgernes eget kulturhus, og derfor er det vigtigt, at publikum og kunder føler sig velkomne, så huset kan fyldes med livsglæde.